BIO100 Diesel

Nyheder & Events

Tænk hurtigt
Tank billigt

Vejle | | Pressemeddelelser

BIO100 Diesel

BIO100 Diesel til private bilister

BIO100 Diesel til private bilister kan hjælpe klimaet. Brændstofselskabet OIL! tilbyder fra begyndelsen af oktober BIO100 Diesel på en række jyske tankstationer. Brændstoffet er 2. generation biodiesel og fremstillet på biologisk affald. BIO100 Diesel reducerer CO2-aftrykket med op til 92 %.

Hos brændstofselskabet OIL! kan man på en række jyske tankstationer snart vælge et CO2-fattigt alternativ, når man tanker sin dieselbil. Fra den 3. til den 13. oktober introducerer OIL! nemlig BIO100 Diesel på tankstationer i Aalborg, Grenaa, Kolding, Randers, Silkeborg, Tilst og Vejle.

"Vi tror på, at fremtiden bliver en mosaik af energiformer, hvor OIL! bliver en energistation snarere end blot en tankstation. Vi vil gerne følge med tendenserne og tilpasse os de grønne ønsker og krav, som de private forbrugere har. Samtidig har vi som brændstofselskab et ansvar for at tænke grønt og åbne mulighederne for de kunder, der har et ønske om at reducere deres CO2-aftryk via deres dieselbil og hjælpe vores klima," siger Henrik Schøler, Country Manager hos OIL! tank & go ApS.

BIO100 Diesel er et syntetisk fossilfrit brændstof, som giver op til 92 % CO2-reduktion sammenlignet med almindelig diesel. Det er fremstillet på biologisk affald ofte fra fødevareindustrien - eksempelvis slagteriaffald, affald fra fiskeindustrien og brugt madolie. BIO100 Diesel er dermed 2. generation biodiesel og opfylder EU-krav om bæredygtig produktion og forarbejdning af biomasse i direktiv 2009/28EC, Renewable Energy Directive (RED). Produktet har op til 92% CO2-reduktion jævnfør certificeringen ISCC, International Sustainability and Carbon Certification. BIO100 Diesel fra OIL! er fra Biofuel Express.

"1. generation biodiesel er baseret på planter, og bliver indimellem klandret for således blot at løse et problem for at skabe et andet. Vores 2. generation biodiesel er derimod baseret på affald, og det opfylder den europæiske dieselspecifikation EN590 og krav om reduktion af drivhusgasser fra transport og loven om bæredygtige biobrændstoffer," forklarer Henrik Schøler og tilføjer, at BIO100 Diesel desuden reducerer partikelindholdet i nærmiljøet med 30 %. 

Da BIO100 Diesel består af simple paraffinforbindelser uden aromastoffer, er forbrændingsprocessen renere og producerer relativt lave udstødningsemissioner. Desuden har BIO100 Diesel bedre kuldeegenskaber end øvrige dieselprodukter og kan i vinterhalvåret præstere ned til -30 grader. BIO100 Diesel giver dertil en nemmere koldstart og en mærkbar støjreduktion, fortæller han.

Alle kan køre på BIO100 Diesel.

Det unikke ved bio-diesel er, at det kan anvendes i alle dieselmotorer - uden modifikation.

"Det kan sagtens blandes med almindelig diesel i tanken. Man kan altså vælge at gå 100 % all in og køre på ren biodiesel eller man kan kombinere det med almindelig diesel, tanke biodiesel hver anden gang og nemt nedsætte sit CO2-aftryk med mindst 40 %," siger Henrik Schøler og peger på, at biodieslen nemlig stadig er dyrere end almindelig diesel.

"Man kan altid se dagsprisen på BIO100 Diesel på vores hjemmeside. Pt. er BIO100 Diesel dyrere end almindelig diesel, da råmaterialet er begrænset og efterspørgslen på biodiesel stor, men til gengæld er det meget bedre for vores miljø og klima," siger Henrik Schøler.

OIL! indfører i første omgang BIO100 Diesel på syv tankstationer i Jylland og er således den tankstationkæde med det største netværk af biobrændstof til private bilister i Danmark. Visionen er at introducere BIO100 Diesel på alle OIL!-tankstationer i hele landet.